Top-10 over plastprodukter, der flyder mest i naturen
Ifølge EU står 10 almindelige plastprodukter for 70 procent af det affald, der ender på de europæiske strande og i havet.
Der er tale om:
- Engangsservice
- Vatpinde
- Plastikkopper
- Ballonpinde
- Madbeholdere
- Slikposer og chipsposer
- Væskebeholdere
- Plastikposer
- Vådservietter og hygiejnebind
- Cigaretskod
Sig farvel til fryseposen
Den er elsket af mange for sine utallige anvendelsesmuligheder, og den er da også smart, men en ven af miljøet er fryseposen altså ikke. Væn dig i stedet til at bruge beholdere, der kan vaskes igen og igen, og brug kun plastikposer, når det er strengt nødvendigt.
Genbrug de poser, du allerede har
Du gør miljøet en tjeneste ved ikke at købe nye poser når du handler – hvad enten de er lavet af stof eller plastik. De populære muleposer er nemlig heller ikke “gratis” at producere, så sørg for at genbruge dem, du allerede har liggende derhjemme. På den måde sparer du også penge.
Medbring din egen kop på jobbet
På mange arbejdspladser findes der engangskopper i pap og plastik til kaffe og vand, hvilket jo er rigtig dejligt samtidig med det er nemt lige at snuppe en engangskop, men hvis du gør det hver dag, bliver det til mange kopper i løbet af et år. Medbring i stedet din egen kop, som du vasker hver dag, og foreslå dine kolleger at gøre det samme, derved er I med til at reducere forbruget af plastic.
Vatpinde, vådservietter, hygiejnebind og tamponer ingen adgang
Smider du andet end toiletpapir i wc’et? Så får du formentlig røde ører nu. En del af den plastik, der ender i naturen og i havet, stammer nemlig fra vatpinde, vådservietter, hygiejnebind, tamponer og lignende produkter, der er blevet skyllet ud i toilettet. I modsætning til toiletpapir bliver det nemlig ikke fanget i rensningsanlæggene. Alternativt for at spare på plastikken kan være brug af en menstruationskop, økologiske tamponer og genanvendelige vatpinde, der kan vaskes og bruges gang på gang.
Undgå at købe vand på flaske
Gør det til en vane altid at medbringe en drikkedunk med vand, når du er på farten. Så ender du ikke med at købe flaskevand i plastik og forurene miljøet unødigt.
Drop engangsservice til skovturen
Engangsservice i plastik som tallerkner, sugerør, engangsbestik og plastikglas er noget af det, der flyder mest i naturen. Ofte har vi det nemlig med på skovturen eller på stranden, og det er desværre ikke det hele, der ender i skraldespanden. Skift derfor engangsservicen i plastik ud med almindelig service, eller gå efter produkter fremstillet af et mere miljøvenligt materiale som fx bambus.
Findes der et alternativ?
Vælg gerne et alternativ til plastik, når du kan. Mange dagligvarer findes desværre kun i plastemballage, så der har vi ikke mulighed for at vælge plastikken fra. Men nogle produkter, fx vaskepulver og juice, findes også i papemballage.
Tip! Sørg for, at de plastikprodukter, du køber, er af god kvalitet, så de holder i mange år.